ezz

TIMESONLINE, July 24, 2005, indeholder en anmeldelse af en bog skrevet
af Jung Chang, " Mao: The Unknown Story"
http://www.timesonline.co.uk/article...05789_1,00.htm

Biografien piller den sidste glorie af Mao, idet forfatterinden
anfører:
- at Mao i alt var skyld i 70 millioner menneskers død.
- at han forlod tre hustruer.
- at Den Røde Hær undgik konfrontation med japanerne for i stedet at
bruge ressourcerne i borgerkrigen mod nationalisterne.
- at nogle kommunistiske enheder havde indgået våbenstilstandsaftaler
med japanerne og handlede med dem.
- at kommunisterne have forbindelse med marionetregeringen etableret i
Kina af japanerne, og at Mao havde planer om at indgå en
våbenstilstandsaftale med den for det nordlige Kina.
- at Den Røde Hærs lejr i Jenan blev finansieret ved opiumshandell.
- at Den Røde Hær efter at være blevet trængt langt op i det
nordlige Kina af nationalisterne kun overlevede, fordi USA's
udenrigsminister George Marshall tvang Chiang Kai-shek til våbenhvile.
- at Den Røde Hær under den lange march fra Jenan til det nordlige
Kina i tiden 1934-35 dræbte massevis af bønder, og at marchen
ingenlunde var så heroisk, som vestlige journalister har skildret det.
- at Mao ikke gik selv men blev båret i en bærestol under marchen.

Bent

<kongaead> skrev i en meddelelse
news:8550
TIMESONLINE, July 24, 2005, indeholder en anmeldelse af en bog skrevet
af Jung Chang, " Mao: The Unknown Story"
http://www.timesonline.co.uk/article...05789_1,00.htm

Biografien piller den sidste glorie af Mao, idet forfatterinden
anfører:
- at Mao i alt var skyld i 70 millioner menneskers død.
- at han forlod tre hustruer.
- at Den Røde Hær undgik konfrontation med japanerne for i stedet at
bruge ressourcerne i borgerkrigen mod nationalisterne.
- at nogle kommunistiske enheder havde indgået våbenstilstandsaftaler
med japanerne og handlede med dem.
- at kommunisterne have forbindelse med marionetregeringen etableret i
Kina af japanerne, og at Mao havde planer om at indgå en
våbenstilstandsaftale med den for det nordlige Kina.
- at Den Røde Hærs lejr i Jenan blev finansieret ved opiumshandell.
- at Den Røde Hær efter at være blevet trængt langt op i det
nordlige Kina af nationalisterne kun overlevede, fordi USA's
udenrigsminister George Marshall tvang Chiang Kai-shek til våbenhvile.
- at Den Røde Hær under den lange march fra Jenan til det nordlige
Kina i tiden 1934-35 dræbte massevis af bønder, og at marchen
ingenlunde var så heroisk, som vestlige journalister har skildret det.
- at Mao ikke gik selv men blev båret i en bærestol under marchen.

Det er det skinbarlige vås og historieforfalskning, du er fremkommet med
her.

1.I 1927 slog Chiang Kai-shek til mod kommunisterne i Shanghai. 40.000 blev
dræbt.
Kommunistpartiet reagerede på denne udfordring med et oprør i Nanchang den
1. august 1927, senere i Canton og med bondeoprør i flere centrale
provinser.

Japan havde allerede i 1931 besat Manchuriet og havde gradvist indledt
erobringen af Nordkina. I 1937 var krigen mod Japan total. I 1936 blev
Chiang tvunget til at afblæse kampen mod kommunisterne og koncentrere sig om
kampen mod Japan. Denne borgfred varede til 1945, da Japan kapitulerede.
Chiang førte kampen mod Japan uden energi, for han anså fortsat
kommunisterne for hovedfjenden. Det var derfor kommunisterne, der
infiltrerede bag de japanske linier og organiserede guerillaen. Mange af de
største godsejere var flygtet til det område, Chiang kontrollerede da
japanerne rykkede frem. I de områder kommunisterne befriede, gennemførte de
reformer, og øgede derfor deres opbakning blandt bønderne. Med deres
reformprogram var kommunisterne blevet katalysatoren for den permanente
utilfredshed i landsbyerne. Der blev opbygget et fællesskab mellem
kommunisterne og bønderne.

På grund af deres indsats i krigen mod Japan blev kommunisterne ledere af
den nationalistiske bølge, der havde præget Kina allerede fra midten af 1800
tallet. For kommunisterne var Japan hovedfjenden, og partiet var villig til
at samarbejde med den reaktionære Chiang for at styrke kampen mod Japan. På
dette punkt er der en markant forskel til den russiske revolution. For Lenin
gjaldt det om at styrte zarismen og slutte fred med Tyskland. Det var ikke
muligt at indgå en alliance med zaren for at vinde over Tyskland.

Kommunisterne tog således ledelsen både i den sociale-revolutionære
bevægelse og i den nationalistiske bevægelse. På trods af at Chiang havde en
større hær og bedre våben og også fik betydelig støtte fra USA, led han og
de samfundsklasser han repræsenterede et fuldstændig nederlag i 1949. Den
kinesiske folkerepublik blev oprettet den 1. oktober 1949. Resterne af
Kuomintang med Chiang i spidsen søgte tilflugt på den kinesiske ø Taiwan.
Med støtte fra USA proklamerede Chiang oprettelsen af Kinas legitime
regering og begyndte at lægge planer for «generobringen» af fastlands Kina.
Men det var rene luftkasteller.

Der er altså ikke hold i påstanden om at Mao skulle være skyld i at 70 mio
mennesker skulle være blevet dræbt - hvor du så har det tal fra.

Men når man alene taler om borgerkrige, så er der altid mange flere
nationale ofre end i traditionelle krige.

2. Hvad har Maos hustruer med den sag at gøre? Nelson Mandela har da også
været gift et par gange og er nu i gang med den tredie hustru - forlod han
fx Winnie Mandela? og hvis han gjorde, hvad så? Jeg kan ikke se, hvad Maos
private familiære forhold har med politik at gøre.

3. ER også i strid med de historiske kendsgerninger - jf. ovenover. Der var
ikke etableret en kinesisk Rød Hær før 1949 - den japansk-kinesiske krig
varede fra 1931-1945 - om dette kan du også læse ovenover.



4.Om våbentilstande med japanerne? muligvis -men hvornår, hvorfor og
hvordan? Og hvor er dokumentationen?

5. Igenom Mao og våbentilstand - det kan da godt hænde, men hvor er
dokumentationen?

6. At en amerikansk udenrigsminister skulle have tvunget Chang-Kai-Chek til
våbenhvile er nonsens - han flygtede over hals og hovede til Taiwan
(Formosa) -hvis han virkelig havde haft mulighed for det, ville han næppe
være flygtet, men havde taget kampen op mod kommunisterne.



7. Under den lange march fandtes ingen "rød hær", men alene medlemmer af
kommunistpartiet som bestod af bønder.

8. Om Maos march - forsøget på at defamere ham er jo ikke noget nyt - det er
da muligt at han blev båret i en bærestol - so what? Nogle landsmænd mente
vel at han var deres leder og de tilbød ham at bære ham - men det er næppe
sandt - det ville være blevet genstand for kritik lang tid før, hvis det
havde været tilfældet.



Alt i alt: en gang historieforfalskning, sådan som du udlægger det -i bedste
fald en gang Det Bedste-lir, som er lidet troværdigt.

En af mine kilder: http://www.leksikon.org/art.php?n=2920

Jeg tvivler ikke på at Mao gjorde mange grimme ting som de færreste ledere
er fri for -jeg tvivler heller ikke på at helteglorien over Mao er
fremkommet p.g.a. de myter, der har stået om ham i sin tid, men derfra og så
gøre manden til en tyran, der blot myrdede løs på egne borgere, er næppe
troværdigt - i hvert fald ser jeg gerne anden dokumentation end en
exilkinesers beretning, der formentlig kun tjener et eneste formål: at
skaffe ham flere penge i tegnebogen.

<kongaead> skrev i en meddelelse
news:1122238353.390877.98550
> - at Mao i alt var skyld i 70 millioner menneskers død.
> - at han forlod tre hustruer.

Alene denne sammenstilling viser en vis form for mangel på proportioner.

PEJ

Arne H. Wilstrup wrote:

> Det er det skinbarlige vås og historieforfalskning, du er fremkommet med
> her.

Jeg omtaler bare, hvad der ifølge boganmeldelserne skulle stå i Jung
Chang og Jon Hallidays bog.

> Der er altså ikke hold i påstanden om at Mao skulle være skyld i at70 mio
> mennesker skulle være blevet dræbt - hvor du så har det tal fra.

Fra boganmeldelserne. Bogen har også været omtalt i Politiken:

2. jul 2005
Flemming Ytzen
[url down]
"En kvindes hævn over sin tyran"

9. jul 2005
Flemming Ytzen
[url down]
"Slutopgør om Mao-myten"

Tallet forekommer umiddelbart stort, men når man tænker på, hvor
mange mennesker der er i Kina, så ....

> Men når man alene taler om borgerkrige, så er der altid mange flere
> nationale ofre end i traditionelle krige.

Når man indskrænker det til borgerkrig alene, falder tallet vel. Det
oplyste tal på 70 millioner skulle være i fredstid alene.

> 2. Hvad har Maos hustruer med den sag at gøre?

Jeg har ikke læst bogen, så jeg ved det egentlig ikke. Jeg gætter
på, at forfatterinden har ønsket at bidrage med flere oplysninger til
belysning af Maos karakter.

Maos tre hustruer var:

(1) Yang Kaihui, studerende ved universitetet i Peking og datter af
Maos skolelærer.
(2 He Zizhen, som Mao giftede sig med i Jiangxi, efter at hans første
hustru var blevet dræbt af KMT styrker.
(3) Senere under opholdet i Jiangxi skildtes Mao fra He Zizhen og
giftede sig med skuespillerinden Lan Ping, som senere skulle blive
kendt som Jiang Qing og komme til at spille en stadigt vigtigere rolle
i partiet efter 1964.

> 3. ER også i strid med de historiske kendsgerninger - jf. ovenover. Dervar
> ikke etableret en kinesisk Rød Hær før 1949 -

Encarta taler om en "Red Army" på et meget tidligere tidspunkt:
"His forces were defeated and Mao retreated south to mountainous
Jiangxi province where he established a base area in 1929 known as the
Jiangxi Soviet. There Mao experimented with rural land reform and
recruited troops for the Communist military, known as the Red Army."

> 4.Om våbentilstande med japanerne? muligvis -men hvornår, hvorfor og
> hvordan? Og hvor er dokumentationen?

> 5. Igenom Mao og våbentilstand - det kan da godt hænde, men hvor er
> dokumentationen?

> 6. At en amerikansk udenrigsminister skulle have tvunget Chang-Kai-Chek til
> våbenhvile er nonsens - han flygtede over hals og hovede til Taiwan
> (Formosa) -hvis han virkelig havde haft mulighed for det, ville han næppe
> være flygtet, men havde taget kampen op mod kommunisterne.

> 7. Under den lange march fandtes ingen "rød hær", men alene medlemmeraf
> kommunistpartiet som bestod af bønder.

Forfatterægteparret, hvoraf den anden person er britisk historiker,
skal ifølge det i Politiken oplyste have haft fri adgang til kinesiske
arkiver og have brugt 10 år på undersøgelsesarbejdet, så jeg tror
ikke, oplysningerne er taget ud af den blå luft.

> 8. Om Maos march - forsøget på at defamere ham er jo ikke noget nyt -det er
> da muligt at han blev båret i en bærestol - so what? Nogle landsmænd mente
> vel at han var deres leder og de tilbød ham at bære ham

Ja, lige som de plejede at bære godsejeren.

> Alt i alt: en gang historieforfalskning, sådan som du udlægger det -ibedste
> fald en gang Det Bedste-lir, som er lidet troværdigt.

> En af mine kilder: [..]

Som jeg tidligere har nævnt andetsteds, har jeg fået oplyst, at en af
de leksikonredigerende var med til at myrde en politimand på
Købmagergades postkontor, så det vil jeg slet ikke se på.

> Jeg tvivler ikke på at Mao gjorde mange grimme ting som de færreste ledere
> er fri for -jeg tvivler heller ikke på at helteglorien over Mao er
> fremkommet p.g.a. de myter, der har stået om ham i sin tid, men derfra og så
> gøre manden til en tyran, der blot myrdede løs på egne borgere, er næppe
> troværdigt - i hvert fald ser jeg gerne anden dokumentation end en
> exilkinesers beretning, der formentlig kun tjener et eneste formål: at
> skaffe ham flere penge i tegnebogen.

Den britiske avis Guardian har ifølge anmeldelsen i Politiken søgt
anden dokumentation og fundet noget:

"Den britiske avis The Guardians Kina-korrespondent Jonathan Watts
har med anledning i bogens udgivelse opsøgt Maos personlige sekretær
i de mest kaotiske og voldsprægede år (1958-76).
Han hedder Li Rui, er 88 år og lever i dag en beskyttet
pensionisttilværelse i en statsbetalt lejlighed, der er reserveret
tidligere topembedsmænd i regimet. Li Rui bekræfter biografiens
beskrivelse af Mao som en ryggesløs diktator, for hvem milliontab af
menneskeliv intet betød."

Bent

<kongaead> skrev i en meddelelse
news:2050
Arne H. Wilstrup wrote:
Fra boganmeldelserne. Bogen har også været omtalt i Politiken:

2. jul 2005
Flemming Ytzen
[url down]
"En kvindes hævn over sin tyran"

9. jul 2005
Flemming Ytzen
[url down]
"Slutopgør om Mao-myten"

Det er ikke første gang at Politiken har skrevet om ting, der ikke holder
for en nærmere prøvelse - fx skrev bladet en gang at Marx var anti-semit.
Det blad skal man ikke tage som den eviggyldige sandhed.

Tallet forekommer umiddelbart stort, men når man tænker på, hvor
mange mennesker der er i Kina, så ....

Papir er taknemmeligt.

> Men når man alene taler om borgerkrige, så er der altid mange flere
> nationale ofre end i traditionelle krige.

Når man indskrænker det til borgerkrig alene, falder tallet vel. Det
oplyste tal på 70 millioner skulle være i fredstid alene.

Nej, det stiger faktisk - fx blev der i den amerikanske borgerkrig i 1861-65
dræbt flere amerikanere end både Koreakrigen, 1. og 2. verdenskrig og
Vietnamkrigen tilsammen.

> 2. Hvad har Maos hustruer med den sag at gøre?

Jeg har ikke læst bogen, så jeg ved det egentlig ikke. Jeg gætter
på, at forfatterinden har ønsket at bidrage med flere oplysninger til
belysning af Maos karakter.

Med andre ord: hvis en mand er blevet skilt, så kan man ikke regne med ham?

Maos tre hustruer var:

(1) Yang Kaihui, studerende ved universitetet i Peking og datter af
Maos skolelærer.
(2 He Zizhen, som Mao giftede sig med i Jiangxi, efter at hans første
hustru var blevet dræbt af KMT styrker.

¨Så det var altså nærmest hende der "forlod" ham?

(3) Senere under opholdet i Jiangxi skildtes Mao fra He Zizhen og
giftede sig med skuespillerinden Lan Ping, som senere skulle blive
kendt som Jiang Qing og komme til at spille en stadigt vigtigere rolle
i partiet efter 1964.

Det er da fuldkommen uinteressant om han har været gift nogle gange - jeg
tror at mange her inde har haft adskillige kærester eller sengekammerater
gennem tiden - betyder det så at de er moralsk anløbne? Jo, nogle vil mene
det, men det er da latterligt at blande det ind i politik.

> 3. ER også i strid med de historiske kendsgerninger - jf. ovenover. Der
> var
> ikke etableret en kinesisk Rød Hær før 1949 -

Encarta taler om en "Red Army" på et meget tidligere tidspunkt:
"His forces were defeated and Mao retreated south to mountainous
Jiangxi province where he established a base area in 1929 known as the
Jiangxi Soviet. There Mao experimented with rural land reform and
recruited troops for the Communist military, known as the Red Army."

Så taler vi forbi hinanden her.

> 4.Om våbentilstande med japanerne? muligvis -men hvornår, hvorfor og
> hvordan? Og hvor er dokumentationen?

> 5. Igenom Mao og våbentilstand - det kan da godt hænde, men hvor er
> dokumentationen?

> 6. At en amerikansk udenrigsminister skulle have tvunget Chang-Kai-Chek
> til
> våbenhvile er nonsens - han flygtede over hals og hovede til Taiwan
> (Formosa) -hvis han virkelig havde haft mulighed for det, ville han næppe
> være flygtet, men havde taget kampen op mod kommunisterne.

> 7. Under den lange march fandtes ingen "rød hær", men alene medlemmer af
> kommunistpartiet som bestod af bønder.

Forfatterægteparret, hvoraf den anden person er britisk historiker,
skal ifølge det i Politiken oplyste have haft fri adgang til kinesiske
arkiver og have brugt 10 år på undersøgelsesarbejdet, så jeg tror
ikke, oplysningerne er taget ud af den blå luft.

Det skal jeg ikke kunne sige -jeg kan kun henvise til at andre ikke er af
samme opfattelse, at det jo er dem selv, der har udvalgt hvad de vil bringe
og hvorfor, samt at det at de har skrevet en bog ikke nødvendigvis er
dokumentation i videnskabelig forstand.

> 8. Om Maos march - forsøget på at defamere ham er jo ikke noget nyt - det
> er
> da muligt at han blev båret i en bærestol - so what? Nogle landsmænd mente
> vel at han var deres leder og de tilbød ham at bære ham

Ja, lige som de plejede at bære godsejeren.

Tsk, tsk - jeg ejer sammen med to andre et hus - i gamle dage var det kun
godsejere der ejede huse på landet - betyder det så at jeg i dag kan
sammenlignes med en godsejer? Den er temmelig langt ude og jeg kan
efterhånden se et mønster: det drejer sig ikke om hæderlig forskning, men om
at svine en afdød person til, som faktsik har haft en stor betydning for
Kinas udvikling i mange år. Men det er jo ikke overraskende.

> Alt i alt: en gang historieforfalskning, sådan som du udlægger det -i
> bedste
> fald en gang Det Bedste-lir, som er lidet troværdigt.

> En af mine kilder: [..]

>Som jeg tidligere har nævnt andetsteds, har jeg fået oplyst, at en af
>de leksikonredigerende var med til at myrde en politimand på
>Købmagergades postkontor, så det vil jeg slet ikke se på.

Jeg har fået oplyst at en af de nævnte forfattere som du henviser til har
været medlemmer af en fanatisk kristen sekt, der rangerer på linje med dem,
der myrdede løs på gravide, sygeplejersker og læger, så ud fra det rygte så
skal jeg heller ikke læse de nævnte forfatteres udgydelser.
Er det sådan du driver "videnskab"`?


> Jeg tvivler ikke på at Mao gjorde mange grimme ting som de færreste ledere
> er fri for -jeg tvivler heller ikke på at helteglorien over Mao er
> fremkommet p.g.a. de myter, der har stået om ham i sin tid, men derfra og
> så
> gøre manden til en tyran, der blot myrdede løs på egne borgere, er næppe
> troværdigt - i hvert fald ser jeg gerne anden dokumentation end en
> exilkinesers beretning, der formentlig kun tjener et eneste formål: at
> skaffe ham flere penge i tegnebogen.

Den britiske avis Guardian har ifølge anmeldelsen i Politiken søgt
anden dokumentation og fundet noget:

"Den britiske avis The Guardians Kina-korrespondent Jonathan Watts
har med anledning i bogens udgivelse opsøgt Maos personlige sekretær
i de mest kaotiske og voldsprægede år (1958-76).
Han hedder Li Rui, er 88 år og lever i dag en beskyttet
pensionisttilværelse i en statsbetalt lejlighed, der er reserveret
tidligere topembedsmænd i regimet. Li Rui bekræfter biografiens
beskrivelse af Mao som en ryggesløs diktator, for hvem milliontab af
menneskeliv intet betød."

Ja, det påstår han jo -

<kongaead> wrote:

> Fra boganmeldelserne. Bogen har også været omtalt i Politiken:

Og i Weekendavisen:

[url down]
6160325&SearchID=73215327557944

Af BIRTE WEISS
NR. 24, 17. - 23. juni 2005

Jung Chang og Jon Halliday: Mao. The Unknown Story. 814 sider. 25 pund.
Jonathan Cape.

HVORDAN kunne det gå til, at en liberal dansk statsminister i 1974 blev
så høj af at få audiens hos Kinas Mao, at han ukritisk fortalte
omverdenen om sin »samtale på et højt intellektuelt niveau«? (Det var så
påfaldende, at Informations Børge Outze i den anledning kaldte
Venstrehøvdingen Hart Ling i en af sine ironiske ledere).

Hvad fik Amerikas præsident Nixon til at overvælde Mao med politiske
komplimenter, da han sammen med Kissinger besøgte Kina i 1972, for
eksempel denne: »Formandens skrifter fik en nation til at bevæge sig og
ændrede verden.«

Hvordan slap kineserne af sted med midt under den værste hungersnød at
bilde Frankrigs François Mitterrand og Canadas Pierre Trudeau ind, at
der var mad nok i Kina?

Men først og fremmest: Hvorfor blev Mao, der var en lige så
yderligtgående diktator som Stalin, Pol Pot og Hitler, i et par årtier
dyrket som en afgud, først og fremmest i Kina, men også i Vesten blandt
unge og intellektuelle, som gik rundt med Maos lille røde i lommen for
det tilfælde, at de kom i bekneb for et citat? Selv i lille Danmark var
hans fanklub så stor, at den i en periode var opstillingsberettiget
parti til Folketinget.

Den engelsk-kinesiske forfatter Jung Chang, som i 1990erne solgte næsten
10 millioner eksemplarer af sin familiesaga Vilde svaner har i ti år
arbejdet på et svar. Det er mammutbiografien Mao - The Unknown Story
skrevet sammen med historikeren Jon Halliday, der også er hendes
ægtemand. De har gravet hundredvis af ukendte kildeskrifter frem fra
kinesiske, russiske, albanske, bulgarske og amerikanske arkiver. De har
rejst Kina tyndt og talt med politikere, administratorer og overlevende
fra Maos rædselsregime. (Alene listen over interviewede fylder 13
sider.) Og de har forsøgt at forstå, hvad der var drivkraften og
midlerne hos den mand, der direkte og indirekte havde 70 millioner
menneskers død på samvittigheden, men alligevel skabte sig et
frelser-image og næsten enevældig magt.

Bogen, der netop er udkommet hos Jonathan Cape i London, er trods sit
omfang - 814 sider - let læst. Den strækker sig fra Maos fødsel i 1893
til hans død i 1976. Om det er af pædagogiske grunde, at der er en del
gentagelser, får stå hen, men de støtter hukommelsen og overblikket over
det hastigt skiftende politiske landskab. Midt i det sidder Mao, i
bedste fald uberørt af politiske og menneskelige tragedier. I værste som
psykopaten, der ikke blot kalkulerede med nyttig bortskaffelse af en del
af befolkningen, men også nød at se og høre om sine personlige fjenders
lidelser.

DET begyndte ikke særlig glorværdigt. Den velbegavede dreng blev smidt
ud af tre skoler, fordi han var for ulydig og stædig. Til den
hårdtarbejdende faders store ærgrelse var han også fysisk doven, men det
blev tolereret, at han som 19-årig meldte sig på et Changsha-college,
som var inspireret af det nyeste fra vestlige tænkere, blandt andre
Marx. Her fandt han diskussionspartnere, der ligesom han selv satte
spørgsmålstegn ved alt: Skulle fremtidens verden have landegrænser?
Skulle der være familier, ægteskab og privat ejendomsret? Dog syntes
hans fæller, at han gik for vidt med et forslag om, at gamle
bogsamlinger skulle brændes, så samfundet kunne begynde helt forfra.

Sådan var det miljø, hvor Maos politiske tænkning blev formet, og med
udgangspunkt i en kommentar til den tyske filosof Friedrich Paulsens bog
A System of Ethics beskrev han den personlige moral, han kom til at
handle ud fra de næste 60 år:

»Jeg er ikke enig i det synspunkt, at moral betyder, at ens handlinger
skal være til gavn for andre... Folk som jeg ønsker udelukkende at gavne
sig selv, og det medfører, at vi automatisk har den bedste moralkodex.
Selvfølgelig er der andre mennesker og ting til i verden, men de
eksisterer alle for min skyld... Når store helte giver frit løb for
deres impulser er de storslåede, stormombruste og uovervindelige i deres
magt.«

Hvis ikke det var kommet til at koste millioner af mennesker livet,
ville den slags kunne fejes til side som ungdommeligt overmod. På det
tidspunkt viste den senere diktator ellers hverken særligt initiativ
eller lederevner. Mange af hans kammerater tog til Frankrig på et
kombineret arbejds- og studieophold, men det krævede, at man lærte
fransk, og Mao var ikke god til sprog. Livet igennem talte han kun sin
egen lokale dialekt, og efter et forgæves forsøg på at lære russisk
opgav han sine udenlandske ambitioner og vendte efter et halvt år i
Peking hjem til Changsha for at blive historielærer på deltid.

DET blev med sin pen, at han nærmede sig den politiske magt, først med
artikler i et lille selvkomponeret skrift, senere i rigtige aviser. Og
han var med, da der på russisk initiativ og for Moskva-penge i 1921 blev
indkaldt til stiftende partikongres i det kinesiske kommunistparti. Den
lidt bondske Mao gjorde ikke noget særligt væsen af sig ved den
lejlighed, men han vejrede nye tider og jobmuligheder i et parti, der
efter det revolutionære nabolands model skulle organisere arbejderne og
sætte sig på meningsdannelsen. Ideologien var ikke så afgørende for Mao,
men hans politiske næse lugtede magt og penge. Han var mere end klar til
sit første pamperjob.

Med dette udgangspunkt beskriver forfatterne 40 års magtkampe i kinesisk
politik og Maos vej til at blive den mystiske, beundrede formand.
Midlerne var enkle og velkendte fra andre diktaturer. Konkurrenter blev
mistænkeliggjort og udrenset. Arrestationer, tortur og systematiske
massedrab skabte den atmosfære af frygt, som får folk til at adlyde og
koncentrere sig om egen tvivlsomme overlevelse. Information blev
monopoliseret, og med Mao selv som nidkær spindoktor blev myten om ham
som »en anderledes, menneskelig og succesrig kommunist« skabt. Den myte,
som også en del af den vestlige verden hoppede på, mens millioner af
mennesker døde af sult, fordi Mao insisterede på, at hans store plan for
eksport af fødevarer skulle følges. Da sultkatastrofen var værst, var
der eksempler på, at folk spiste deres døde slægtninge. Alene i 1960
døde over 22 millioner af sult.

Maos sans for propaganda var moderne i den forstand, at han konstant
spekulerede i »den gode fortælling«. Den udbredte opfattelse, at han
sammen med Den røde Hær i 1934-35 til fods stred sig gennem Kina på den
berømte 10.000 km lange march er rent digt. I det omfang han deltog,
blev han transporteret i en specielt konstrueret bærestol, hvor han
fordrev tiden med læsning eller samtale med andre ledende kammerater.

Men på nøje udvalgte tidspunkter lod han sig se til fods som den sande
mand af folket. Det højnede moralen i en karavane, hvor tusinder døde af
udmattelse - eller blev skudt, fordi de sakkede bagud og dermed fik
status som desertører.

ÅRET efter besluttede Mao, at hans myte skulle gøres international.
Efter nøje undersøgelser blev den amerikanske journalist Edgar Snow
udvalgt til at være den nyttige idiot, som kunne fortælle historien om
det ny Kina og Maos sympatiske version af kommunismen. Han skrev i det
daglige til New York Herald Tribune og Saturday Evening Post og blev
anset for at være en venlig mand. Han skulle af partiapparatet syltes
ind i god stemning, eller som Mao udtrykte det: sikkerhed, fortrolighed,
varme og rød løber.

Resultatet levede helt op til forventningerne: først en interviewbog med
Mao om hans liv og tanker, og derefter Red Star over China.
Kina-kommunismen og ledelsen blev beskrevet som direkte i sin form, men
åben og retlinet. Væk var terroren, afhængigheden af Moskva og de mange
døde, der var blevet efterladt i vejkanten på vej mod toppen. Tyrannen
var blevet omdefineret til en lidt excentrisk, men moderne tænker, der
rakte hånden frem mod Amerika og ville forene de bedste værdier fra øst
og vest. Mao-myten kunne gå sin sejrsgang.

Også i Kina fik Snows bøger stor effekt. Nye versioner, strategisk
tilrettelagt for Maos hjemmemarked, blev oversat og trykt i store oplag.
Virkningen var som kalkuleret: ungdommen strømmede til kommunistpartiet,
bestyrket i troen på, at der var lys for enden af tunnelen, også for den
forarmede, terroriserede folkemasse. Lyset hed Mao, og hans folk var
klar til at lade sig manipulere.

DET styrker det nye værks troværdighed, at Jung Chang selv har været en
af de manipulerede. Hendes far blev glødende maoist, og datteren lod sig
villigt udkommandere til sammen med andre unge røde at hylde den store
leder og hans gerninger. Udover at være en omskrivning af sidste
århundredes kinesiske historie er Mao - The Unknown Story således et
forsøg på at forstå, hvordan begavede mennesker kunne blive villige
redskaber.

Kapitlet om baggrunden for det berømte citat »Lad de hundrede blomster
blomstre« er et godt eksempel på illusionsmagerens taktik. I 1957 holdt
Mao en fire timer lang tale i partiets øverste ledelse, hvor han lagde
afstand til personforfølgelse og inviterede til kritik af
kommunistpartiet. Alt skulle kunne siges åbent, og mange veluddannede
benyttede sig af lejligheden til at udtrykke deres afsky for kulturel
hjernevask, hovedløs udenrigspolitik, undertrykkelse af befolkningen i
landområderne, lukkethed, pamperi og magtudøvelse i avanceret
Hitler-stil.

Hvad kritikerne ikke vidste var, at der var tale om en fælde, sat for at
få ram på gruppen af intellektuelle, som længe havde irriteret Mao. I et
particirkulære fire måneder senere blev der sat en kvote på 550.000, som
skulle stemples som højreorienterede og derfor udrenses. Det fik
»unyttige« forfattere, historikere og kunstnere smerteligt at føle, mens
folk med nyttig naturvidenskabelig baggrund ikke blev straffet for deres
kritik. Særlig atomfysikere og raketeksperter fik en udsøgt, velvillig
behandling.

I samme periode introducerede Mao en ny form for ydmygelse af sine
kolleger i partiledelsen. Med underordnede som vidner gennemheglede han
dem og deres indsats, fik dem til at indrømme fejl, de aldrig havde
begået, og fjernede dermed tilløb til selvstændigt initiativ. Dermed
blev klimaet skabt for den kulturrevolution, som i 1960erne skulle give
Mao gude-status, gøre befolkningen til hans slavehær og udrydde retten
til privatliv, kunst og individuelle personlige interesser. Rødgardister
brød ind i private hjem, fjernede værdier, brændte bøger, skilte
familier og deporterede store befolkningsgrupper til arbejdskollektiver.
Selv retten til at spise privat blev suspenderet, ville man have mad,
måtte man gå den lange vej til en kantine.

MENS alt dette stod på, levede Mao bekvemt i en af sine mange villaer,
omgivet af alt det forbudte: den bedste klassiske litteratur, musik,
kunst, og masser af god mad. Hans yndlingsfisk blev transporteret
levende over 1.000 km, hans ris blev dyrket i landets reneste kildevand
på særligt indrettede områder, hans personlige pleje blev varetaget af
tjenere med varme, fugtige håndklæder, fordi han ikke kunne fordrage at
tage bad, og sexbehovet blev dækket af et hold bolle-damer.

Hans skiftende koner, som både frygtede og elskede ham, kom alle skidt
af dage, én blev myrdet af Nationalisterne, uden at han greb ind, en
anden endte som sindssyg, efter at være tvunget til at afgive fire af
sine børn. Den berømteste, Madame Mao, kulturminister og medlem af den
berygtede Firebande, betragtede han efter en kort erotisk betagelse kun
som et nyttigt politisk redskab.

I lange perioder stod denne beundrede mand kun op af sin seng for at gå
på toilettet. Den ene halvdel af hans kæmpeleje var dækket af bøger, som
han stadig læste med begær, og på et privat fjernsyn vistes
TV-underholdning, indspillet specielt til hans brug. For resten af
befolkningen var kunst forbuden frugt.

JUNG Chang og Jon Hallidays forklaring på Maos magt kan sammenfattes i
tre egenskaber: taktisk begavelse, terror-glæde og menneskelig
afstumpethed (citat undervejs i karrieren: »Om så halvdelen af Kinas
befolkning skal bukke under, skal jeg nok nå mit mål«). Dertil kom
charme, humor og en belæsthed, som fik vestlige kontakter til at
forveksle ham med et menneske, som man kunne have tillid til og til en
vis grad beundre.

Til gengæld var Maos mistillid til omgivelserne ligefrem proportional
med det antal misgerninger han fik på samvittigheden. Han frygtede
konstant at blive forgivet, eller at vandet i hans swimmingpool var
tilsat skadelige stoffer. På hans gamle dage turde lægerne ikke stille
korrekte diagnoser af frygt for at blive beskyldt for selv at have
fremkaldt sygdommen, og hans sidste år var præget af selvmedlidenhed
over, at hans tid var ved at være forbi.

Bogens grumme pointe er, at i politisk forstand er det stadig hans tid
mange steder i Kina. Maos portræt hænger overalt, og dele af
befolkningen og nuværende magthavere hæger nidkært om hans minde. En
demaskering vil være for smertefuld, og derfor vil værket om den
psykopatiske dobbeltspiller i verdens største land være forbudt læsning
for kinesere. Det er en stor skam, også for den verdensoffentlighed, som
gerne ser kritisk debat om årets mest sindsoprivende biografi.

Arne H. Wilstrup <detfaarduejatvide> wrote:

> Forfatterægteparret, hvoraf den anden person er britisk historiker,
> skal ifølge det i Politiken oplyste have haft fri adgang til kinesiske
> arkiver og have brugt 10 år på undersøgelsesarbejdet, så jeg tror
> ikke, oplysningerne er taget ud af den blå luft.
>
> Det skal jeg ikke kunne sige -jeg kan kun henvise til at andre ikke er af
> samme opfattelse, at det jo er dem selv, der har udvalgt hvad de vil bringe
> og hvorfor, samt at det at de har skrevet en bog ikke nødvendigvis er
> dokumentation i videnskabelig forstand.

Kunne du ikke sørge for at man kan se, hvad du selv har skrevet, og hvad
du citerer for at kommentere?

Per Rønne wrote:

> Og i Weekendavisen:
> [..]
> 6160325&SearchID=73215327557944
>
> Af BIRTE WEISS
> NR. 24, 17. - 23. juni 2005
>
> Jung Chang og Jon Halliday: Mao. The Unknown Story. 814 sider. 25 pund.
> Jonathan Cape.
>
> HVORDAN kunne det gå til, at en liberal dansk statsminister i 1974 blev
> så høj af at få audiens hos Kinas Mao, at han ukritisk fortalte
> omverdenen om sin »samtale på et højt intellektuelt niveau«?


[klip]

Tak for den anmeldelse. Jeg abonnerer ikke på Weekendavisen, men nu
kan jeg læse dig over skulderen her.

Jeg kan godt huske det med samtalen på højt intellektuelt niveau. Man
var så klar over, at det lakkede mod enden med Mao.

Jung Chang og hendes mand kommer nok i klasse med Solsjenitsyn. Det er
interessant, at magthaverne i Den Kinesiske Folkerepublik
tilsyneladende ikke har lagt forfatterparret hindringer i vejen under
deres undersøgelser af Maos bedrifter. Det kunne tyde på, at i hvert
fald nogle af magthaverne ønsker en afmaoisering, noget lignende som
man havde en afstalinisering i Sovjetunionen efter Khruschevs tale på
den 20. partikongres i 1956.

> Dog syntes
> hans fæller, at han gik for vidt med et forslag om, at gamle
> bogsamlinger skulle brændes, så samfundet kunne begynde helt forfra.

Aha! Afbrændingen af Kinas gamle litteratur var altså noget, Mao
havde planlagt allerede som 19-årig. Men efter at man har reformeret
skrivesystemet, ville yngre mennesker alligevel have noget svært ved
at læse den.

Bent

""Per Rønne"" <spam> skrev i en meddelelse
news:spam
> Arne H. Wilstrup <detfaarduejatvide> wrote:
>> Kunne du ikke sørge for at man kan se, hvad du selv har skrevet, og hvad
> du citerer for at kommentere?

Hvad mener du? jeg læser et indlæg og klikker på svarknappen,svarer og
sender- hvad mere kan jeg gøre?
Hvis din Mac ikke kan håndtere det, så er det ikke mit problem. Jeg har ikke
skiftet nyhedslæser i årevis og det har fungeret fortræffeligt 99 % af
tiden.

Arne H. Wilstrup wrote:

>> Kunne du ikke sørge for at man kan se, hvad du selv har skrevet, og hvad
>> du citerer for at kommentere?
>
> Hvad mener du?

Når man med OE svarer på indlæg sendt i Quoted Printable (som sikkert er
default opsætning når man poster gennem Google Groups), sætter OE ingen
citattegn ">". Hvilket gør dette indlæg:

[url down]

svært at gennemskue hvad der er citat og hvad der er svar. Bemærk de
citattegn der er i indlægget er fra forrige indlæg og burde have været
dobbelte ">>".

"Carl Drud" <carl.drud> skrev i en meddelelse
news:wdlg
> Arne H. Wilstrup wrote:
>> Når man med OE svarer på indlæg sendt i Quoted Printable
> (som sikkert er
> default opsætning når man poster gennem Google Groups),
> sætter OE ingen
> citattegn ">". Hvilket gør dette indlæg:
>
> [..]
>
> svært at gennemskue hvad der er citat og hvad der er svar.
> Bemærk de
> citattegn der er i indlægget er fra forrige indlæg og
> burde have været
> dobbelte ">>".

Min tekst er sat med Uuencode og der er sat linjelængde ved
60 - hvordan den tager sig ud i andre nyhedslæsere er jeg
sådan set ikke ansvarlig for - hvis Per og de få andre, der
bruger andre nyhedslæsere end MS ville bruge den, som
flertallet benytter, så ville der næppe være problemer -
hvis man ønsker at være sær på det område, og det er da helt
legitimt, så må man leve med de ting, der af og til opstår i
ens nyhedslæser.

Hvis vi endelig skal diskutere citatteknik, hvilket bestemt
ikke er velset i denne gruppe, så ville det måske også være
på sin plads at man fjernede alle de indlæg, man ikke
svarede på - i stedet ser jeg gang på gang indlæg, hvor
indlæg fra flere gange bagud stadig står tilbage -og her er
der mig bekendt ingen, der brokker sig.

Arne H. Wilstrup wrote:

> Min tekst er sat med Uuencode og der er sat linjelængde ved
> 60 -

Måske fik jeg det skrevet klart nok. Indlægget fra "kongaead" som du
svarer på er sendt i Quoted Printable.

> hvordan den tager sig ud i andre nyhedslæsere er jeg
> sådan set ikke ansvarlig for - hvis Per og de få andre, der
> bruger andre nyhedslæsere end MS ville bruge den, som
> flertallet benytter, så ville der næppe være problemer -

Citattegnene mangler også når man læser meddelelsen i OE.

> hvis man ønsker at være sær på det område, og det er da helt
> legitimt, så må man leve med de ting, der af og til opstår i
> ens nyhedslæser.

Jeg ser ikke noget sært i at bruge noget andet end MS.

> Hvis vi endelig skal diskutere citatteknik, hvilket bestemt
> ikke er velset i denne gruppe, så ville det måske også være
> på sin plads at man fjernede alle de indlæg, man ikke
> svarede på - i stedet ser jeg gang på gang indlæg, hvor
> indlæg fra flere gange bagud stadig står tilbage -og her er
> der mig bekendt ingen, der brokker sig.

Det vel et spørgsmål om at indstille visning i ens nyhedslæser.

Carl Drud <carl.drud> wrote:

> Arne H. Wilstrup wrote:

> > Hvis vi endelig skal diskutere citatteknik, hvilket bestemt
> > ikke er velset i denne gruppe, så ville det måske også være
> > på sin plads at man fjernede alle de indlæg, man ikke
> > svarede på - i stedet ser jeg gang på gang indlæg, hvor
> > indlæg fra flere gange bagud stadig står tilbage -og her er
> > der mig bekendt ingen, der brokker sig.

> Det vel et spørgsmål om at indstille visning i ens nyhedslæser.

Det er også et spørgsmål om kritisk at fjerne gamle citater i
citat-hierarkiet, så det ikke bliver for meget. Der er en del der
forsynder sig mod det princip.

Arne H. Wilstrup <detfaarduejatvide> wrote:

> "Carl Drud" <carl.drud> skrev i en meddelelse
> news:wdlg

> Min tekst er sat med Uuencode og der er sat linjelængde ved
> 60 - hvordan den tager sig ud i andre nyhedslæsere er jeg
> sådan set ikke ansvarlig for - hvis Per og de få andre, der
> bruger andre nyhedslæsere end MS ville bruge den, som
> flertallet benytter, så ville der næppe være problemer -
> hvis man ønsker at være sær på det område, og det er da helt
> legitimt, så må man leve med de ting, der af og til opstår i
> ens nyhedslæser.

Den tekst du selv skriver, skal stå direkte.

Den tekst du citerer skal have et >-tegn yderst til venstre, og for
hvert yderligere citatniveau yderligere et >-tegn. På ordentlige
nyhedslæsere gør det så også at hvert citatniveau fremstår med
forskellige farve. Det er standarden.

Jeg tror ganske simpelt at du har sat Outlook Express forkert op. Det er
i øvrigt ikke et /generelt/ problem hos dig. Du kan se ovenfor hvordan
det skal stå.

<kongaead> wrote:

> Per Rønne wrote:

> > Dog syntes hans fæller, at han gik for vidt med et forslag om, at gamle
> > bogsamlinger skulle brændes, så samfundet kunne begynde helt forfra.

> Aha! Afbrændingen af Kinas gamle litteratur var altså noget, Mao
> havde planlagt allerede som 19-årig. Men efter at man har reformeret
> skrivesystemet, ville yngre mennesker alligevel have noget svært ved
> at læse den.

Jeg erindrer intet om hverken en reformering af skrivesystemet {de
bruger stadig hieroglyffer i stedet for en demotisk skrift som det
latinske alfabet} eller om udførte bogbrændinger for at fjerne den gamle
litteratur. Det var kun noget kejser Qin gennemførte - og det lykkedes
ikke engang fuldt ud. Kung Fu-tses værker er således bevaret:-).

I øvrigt ville Mao jo ikke kunne udrydde den klassiske kinesiske
litteratur uden for Folkerepublikken. Bortset fra at han selv var
storforbruger af den ...